Mister Christiania sit særpræg?

Pusher Street er blevet ryddet, Christiania har overtaget store dele af ejerskabet over sit eget område, og om lidt skal der bygges en masse almen-nyttige boliger. Men er det bare forholdet til omverdenen, der bliver normaliseret – eller bliver Christiania faktisk også et helt normalt sted?

Ved indgangen til Christiania har spåmanden sat sit skilt op. For 49,98 kr. kan man få sin fortid, nutid og fremtid spået i Sorteper-kort.

Indenfor er belægningen på den navnkundige Pusher Street brudt op, og sikkerhedshegn afstikker en siksakkende vej og 100 procents uanvendelighed hen over jordvolde og grus gennem Danmarks vel nok mest politiserede vejstrækning, efter at christianitter blokerede og brød den op 6. april.

Der er godt fyldt denne fredag i fristaden, først og fremmest med turister. Det er ikke lige til at gennemskue, hvem der er lokale, og hvem der er gæster, men en ratio kunne være én til tyve; kinesiske turister med kameraer, brede amerikanske dialekter og en flok jyske drenge med fodboldhår og store øjne.

Foran Indkøbscentralen – “Indkøberen” i folkemunde – er et par arbejdere i gang med at grave ud til en ny belægning.

“Hva’, finder I noget spændende dernede? Man ved sgu aldrig, hvad der gemmer sig i jorden herude,” griner en utvivlsomt lokal beboer, da han kører forbi på cykel hen over nylagt asfalt.

Christiania både ligner og ligner slet ikke sig selv i disse dage, hvor det, der er blevet kendt som “normaliseringen” af fristaden – realiseringen af den aftale, Christiania og staten har indgået – for alvor er begyndt at tage fart. Fra rydningen af Pusher Street til asfalteringen af vejene mellem bygningerne til flytning af fem boliger og renovering af andre.

Spreder almene boliger ud

Mette Prag dukker op lidt forsinket for at vise nogle af de næste trin frem, der for alvor kan komme til at forandre fristaden. Den 59-årige christianit og arkitekt er med i bestyrelsen af Christiania-fonden og sidder til hverdag med i forhandlingerne med statens repræsentanter.

Hun fører over en bro over voldanlægget og over til Fakirgården, en af de gamle vinkelgårde, der står tilbage fra tiden som kaserne og nu rummer et kollektiv. 1. juni skal en renovering være afsluttet ifølge fristadens aftale med staten.

“Det er fredede bygninger, men samtidig skal man jo kunne bo i dem, så det er ret kompliceret at sætte dem i stand. Der er virkelig skrappe krav, og det er noget af det, vi forhandler om. Men vi har også en del erfaring med det efterhånden,” forklarer hun, mens vi står i den tilvoksede gård.

Vi går tilbage over voldanlægget, og Mette Prag viser et par af de områder, Christiania har udvalgt til de 15.000 kvm almennyttigt byggeri, der er den nok vigtigste og sværeste komponent i aftalen med staten, og som skal opføres i de kommende år. Et lille område, der lige nu er beboet af udbyggede skurvogne, et andet, der er et grønt buskads og nogle hyggelige sammenhængende haver.

“For os er det vigtigt, at det er bofællesskaber. Det er enormt vigtigt for os, at de nye beboere passer ind og vil fællesskabet. Vi drømmer om et musikkollektiv, måske et børnekollektiv, hvor der er fællesområder til leg, et ældrekollektiv til nogle af vores mange ældre, der lige nu ikke har de bedste betingelser for at blive gamle her,” forklarer hun, mens vi bevæger os tilbage til hendes hus, en vidunderlig bygning rundt om hjørnet fra “Forsyneren”, hvor ovenlysvinduer skaber lys og luft i den smalle stue, mens en snoet sti udenfor fra terrassen fører op til toppen af en lille bakke med et træ og en bænk på toppen.

Indenfor på langbordet ligger to kortskitser over Christiania med bygninger og farvede felter. På det ene kort er der et par store blå klumper i den ene ende af fristaden, repræsenterende de nye almennyttige boliger. På det andet er de blå felter hakket op og fordelt ud over området.

“Vi diskuterede, om vi skulle følge statens plan og koncentrere dem et sted og få det klaret på den måde; bare hugge et stykke af, og så kunne de opføre et par store blokke, og så var det det. Men der ville jo stadig være fantomsmerter, konflikter med de nye beboere, hvis de ikke var en del af Christiania, så vi har valgt at fordele dem ud, og så prøve at få folk ind, som gerne vil fællesskabet,” forklarer christianitten, der er også er koordinator af den gruppe, der står for de almene boliger – og den særskilte boligfond, der skal administrere dem.

Ikke længere gadedreng

Hvordan det helt præcis skal foregå, er stadig uafklaret. Der er stadig uklarhed i forhold til lovgivning om f.eks. byggekrav og -udgifter. Og ikke mindst hvordan de nye beboere skal udvælges: Her går Christiania efter reglerne inden for almene bofællesskaber.

Men Mette Prag er fortrøstningsfuld.

“Vi står jo i hver vores ende på nogle ting. Men fordi Pusher Street har været så varmt et emne politisk, er det, som om vi har fået meget goodwill på mange punkter. Jeg synes, vi snakker ret konstruktivt om det og finder kompromisser. Vi har været kreative i vores samarbejde, og vi håber, at de også ser os som et slags socialt eksperiment, hvis erfaringer også kan bruges andre steder – og dispenserer lidt fra reglerne,” siger hun og bekymrer sig mere om noget andet:

“For mig er det på mange måder nu, det virkelig svære eksperiment starter. Vi har jo altid defineret os selv som modkultur. Jeg er ikke glad for ordet “normalisering”, jeg kan bedre lide “lovliggørelse”, men hvad er man, hvis man ikke længere er en gadedreng, men hilser venligt på politiet, når de patruljerer? Det skal vi til at finde ud af,” siger hun, mens hendes kæreste træder ind ad døren og laver sig en kop instantkaffe med havremælk.

“Ja, grunden til, at vi ikke kan blive ryddet mere, er jo på en måde, fordi vi har købt stedet,” griner han.

Omvendt gentrificering

Fra at være én lang kontinuerligt politisk kampplads har Christiania i de senere år bevæget sig ind i det bløde midterfelt af politisk konsensus. Både folkeligt, hvor de færreste kan forestille sig et København uden fristaden, også mange af dem, der for 40 år siden ville have været modstandere. Og politisk, hvor viljen til at strække sig langt har været markant, med statsgaranterede lån, bløde tidsfrister og en lang elastik.

“Det er jo på en måde paradoksalt,” konstaterer sociologen Rikke Skovgaard Nielsen, der er seniorforsker ved Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet og har skrevet om de nye byggeplaner og alment boligbyggeri.

“Almene boliger er et felt, hvor politikere i årevis har stået i kø for at markere sig politisk med “ghettoplan” og advarsler om parallelsamfund. Mens man omvendt kan sige, at alle har været interesserede i at trække mest mulig politik ud af forhandlingerne om Christiania og gøre det til et teknisk-administrativt spørgsmål, samtidig med at der er alt muligt andet på spil end bare nye boliger og lovliggørelsen,” konstaterer hun.

For hende er forandringen på Christiania interessant, fordi det er noget helt nyt:

“Man kan sige, at det er en slags omvendt gentrificering. Vi har før set, at man prøver at få mere ressourcestærke beboere ind i udsatte boligområder og at placere alment byggeri i nyere og dyrere byggeri. Men det her er lidt noget andet. Christianias beboere er lidt uden for kategori i forhold økonomi og klasse, men er især karakteriseret ved et stærkt sammenhold og en fælles etos,” siger hun.

“Det giver nogle spændende muligheder – men der er også ret mange risici. Erfaringen er også, at folk ikke bliver integreret af sig selv, og at det ret hurtigt kan blive os og dem, hvis man ikke gør en indsats for at understøtte integration,” siger Rikke Skovgaard Nielsen.

“Forskellen her er så, at beboerne er enormt ressourcestærke politisk; christianitterne kan virkelig mobilisere sig, modsat beboere i almennyttigt byggeri, som får beslutninger trukket ned over sig, oftest uden at være i stand til at sige fra. For en person mig er det enormt spændende at se, hvordan det kommer til at udvikle sig.”

Nedbrændt madbod

Tilbage på Christiania mandag eftermiddag er der lidt mere stille.

Rundt om hjørnet fra Pusher Street står den sodsværtede underdel af en totalt nedbrændt madbod, der er brændt aftenen før og har sat spor op ad bygningen ved siden af. På Christiania spekuleres der i krogene lidt nervøst over, om det er forviste og vrede pushere, der har sat ild til den. De færreste tror, at kampen for at holde vejstrækningen hashfri er overstået. Der er mange, der har penge i klemme og har tabt voldsomt ved nedlukningen af et marked, politiet tidligere har vurderet til at udgøre omkring en halv mia. kr. om året. Bandefolk først og fremmest, men også christianitter.

“Man finder vel først ud af, hvad der er sket bagefter. Eller måske slet ikke,” konstaterer christianitten Risenga Manghezi, da vi passerer de sørgelige rester på vej over efter en kop kaffe.

Den 50-årige medejer af cykelforhandleren Christiania Cykler er ikke en af dem, der taber penge på nedlukningen, snarere tværtimod. Efter drabet på et bandemedlem og en byge af kugler, der sårede fire andre sidste år, faldt hans omsætning med 40 pct. “Ikke kun på grund af, men udløst af” balladen omkring Pusher Street, som han siger.

“Det er jo klart, at det mest er børnefamilier, der køber Christiania-cykler, og de synes måske ikke, det er så sjovt at komme her, hvis der bliver skudt,” konstaterer han og ser bl.a. af den grund fremad mod en ny tid.

“Der er meget, der er bøvlet ved Christiania og konsensusdemokratiet, men beslutningen om at rydde Pusher Street viste også styrken: At når man endelig bliver enige om noget, så står alle bag,” siger han, da vi har sat os foran Månefiskeren, der har lukket om mandagen.

“Pusher Street lukker, men Christiania åbner op,” konstaterer han, men erkender samtidig, at det ikke er så ligetil.

“Der er mange ting, man skal vænne sig til, f.eks. at politiet er her, og at vi samarbejder med dem,” siger han og nikker mod to af de uniformer, der konstant patruljerer omkring og indimellem langer bøder ud til hashrygende.

“Vi står over for et kæmpe potentielt identitetstab, og jeg tror da, alle er bekymrede for, om Christiania bliver ved med at være Christiania. Man lukker sig om sig selv, når man er i modvind, men hvad gør man så, når man ikke er det længere?” spørger han.

“Her kommer så mange mennesker igennem, og vi er et kæmpe brand. Men vi vil også være andet og mere end en turistattraktion – holde fast i de værdier, vi har.”

Han nævner den ombygning, han selv er i gang med i sit hus, hvor han bruger et par hundredtusinder på at bygge en ekstra etage på. Penge, som ikke kommer igen eller giver værdiforøgelse, fordi han som alle andre på Christiania kun er lejer.

“Det skal man være med på,” konstaterer han. “Spørgsmålet er, om de nye beboere kommer til at dele den ånd. På den anden side er man også nødt til at forny sig – ellers dør man. Og der eksisterer der nok en vis konservatisme på Christiania,” erkender han og spejler en frustration, man måske især møder udenfor – men også inden for på Christiania: At man er for bange for forandringer, for fokuserede på at bevare tingene, som de har været i mange år.

“Men min grundlæggende fornemmelse er, at den kultur, vi har, er stærk nok til også at klare den her omstilling – og vokse med den.”

Er værdierne tabt?

Jeg begiver mig væk fra mylderet af turister og ud ad Refshalevej, træder gennem en åben låge og ind i noget, der ligner et slags paradis: En græsklædt eng, hvor børn løber rundt i solen foran en børnehave, der ikke er hegnet ind. På den anden side af engen ligger en række forunderlige huse; et bygget som en slags knopskydende brun russisk datja, andre som hvide flødeskumskager i træ.

Indenfor i et af dem er Ole Lykke ved at lave frokost: Rugbrød med spegepølse og helleflynder og et glas mælk til. Der er bøger og vinylplader fra gulv til loft. På bordet ligger Mikhail Bulgakovs “Mesteren og Margarita”, og i dørkarmen stirrer en kulsort kat på husets beboer.

Ole Lykke trækker skeptisk på skuldrene, da jeg siger, at det virker, som om Christiania har fået en ualmindeligt god aftale.

“Det er også mange herude, der mener, at vi har fået det bedste, vi kunne, under omstændighederne. Men det er, fordi de enten ikke har studeret tillægsaftalen godt nok eller har den der tro på, at det hele nok skal gå, som også trives herude,” siger han, mens vi sætter os udenfor.

Den nogle og halvfjerdsårige Christiania-arkivar er tynd og senet, med guldfarvede Elvis-solbriller, og det virker, som om han kan alle aktstykkerne i 50 års forhandlinger med staten udenad.

Han flyttede ind på Christiania for 44 år siden og syv år efter i huset på Børneengen.

“Dengang stod her bare en håndfuld skurvogne uden strøm, uden kloakering, med fem centimeter isolering. Så lærer man hurtigt at bygge,” konstaterer han, før vi kommer til sagen:

“Jeg tror, at Christianias værdier er tabt med den aftale. Vi består, men bliver et kvarter i byen ligesom alle andre,” siger han.

“15.000 kvm er langt mere, end folk indser, og det kan ikke være på de byggepladser, der er udvalgt. Det kommer til at ændre Christianias karakter fuldstændigt, og det sluger præcis al den byggeret, vi selv har købt os til,” siger han.

“Det kommer til at fjerne de grønne områder, og samtidig er idéen om, at det nye byggeri kan bygges ligesom det gamle, naiv: Der er en beløbsgrænse på, hvor dyrt man må bygge almennyttigt byggeri, og det gør det i praksis umuligt at bygge andet end det typebyggeri, der kendetegner de almennyttige kvarterer. Hvorfor vil man det, hvis man gerne vil bevare Christiania som et eksperiment?” spørger han, mens en kvindestemme et sted i nærheden fortæller børnene om sommerfugle.

“Og idéen om, at man også kan styre, hvem de nye beboere er, er også naiv: Selv hvis vi kan bestemme, hvem der flytter ind, har de jo deres egen beboerbestyrelse, når de er flyttet ind. Sådan er loven, og den er ikke så fleksibel, som folk tror herude. Vi bliver normaliseret på den måde, politikerne hele tiden har ønsket,” konstaterer han, mens naboen Risenga Manghezi stikker hovedet ind over den ikke eksisterende havehæk og spørger, om vi ikke kommer til housewarming på hans nye bolig.

På bordet foran hans hus står der charcuteri og baguette og vandmelon. Vi rejser os op for at slutte os til festen.

“Men det betyder ikke, at her ikke stadig kommer til være dejligt at leve,” konstaterer Ole Lykke med et slags smil.

Skrevet af: Tobias Havmand
Foto: Simon Fals
Visuelt: Mie Hein Hvidkjær