Gentænk din græsplæne: Her er 4 alternativer til græs

I mange år var en ideel græsplæne helt fri for ukrudt og grøn, men de seneste år er det blevet populært at eksperimentere lidt mere.

Grøn græsplæne - hvad er alternativerne?

Man plejer at sige, at græsset altid er grønnere på den anden side af hækken. Men det gamle ordsprog skal måske modificeres lidt. For selvom de fleste plæner nok fortsat vil være grønne, er der i dag mange, der eksperimenterer med alternativer til den grønne græsplæne ved for eksempel at blande græs med for eksempel kløver eller helt skifte bunddække.

Se bare disse 4 planteforslag til din plæne:

1: Mikrokløver i stedet for græs

Foto: Getty Images

En græsplænetrend er mikrokløver i plænen. På trods af at kløver i mange år har været haveejerenes fjende, har mange nemlig fået øjnene op for, at mikrokløver kan hjælpe plænen på vej. Mikrokløver kan nemlig tilføre en græsplæne kvælstof, og på den måde kan du undgå at bruge gødning. Samtidig forbliver kløveren grøn længere end almindeligt græs – selv når sommeren er varm og solrig. Mikrokløver og andre græsblandinger kan også bruges til for eksempel at holde mos på afstand.

2: Timian i stedet for græs

Timian i plænen

Har du lyst til for alvor at eksperimentere med din plæne, kan du også helt droppe græsset, og i stedet vælge en anden bunddækning. Der er en række alternativer, som kan tage sig flot ud og helt erstatte den traditionelle græsplæne.

Et af alternativerne er Timian (Thymus Serpyllum), som er et fantastisk alternativ til græs. Særligt på grund af den flotte grønne farve, og fordi planten næsten ingen pleje kræver.

3: Krybende buske

Krybende enebær

Et tredje alternativ er planten ”krybende ene” (Juniperus Horizontalis). Det er faktisk en krybende busk, der er meget robust og kun kræver veldrænet jord og et solrigt sted at vokse. Beskæring er faktisk ikke nødvendig. I kombination med andre typer græs eller større planter, gør dens flotte robushed sig særligt godt.

4: Den traditionelle græsplæne

Måske foretrækker du bare den helt traditionelle plæne med ”rigtigt” græs og det arbejde, den medfører. Det er de færreste, der har den ”perfekte plæne”, og med sommeren hører jo også lidt bellis og mælkebøtter i plænen. Her kan vi bare anbefale at slappe lidt af og nyde dem og måske reducere kampen mod ubudne gæsteplanter, til en kamp mod tidsler, som ikke er rare at gå med bare fødder på.

Artiklen er opdateret i 2024

Mest læste artikler