Gode tips, hvis du er plaget af støj haven

Er du træt af støj i haven? Det godt kan lade sig gøre at få ro på matriklen, så du kan nyde haven sæsonen igennem – læs her hvordan.

Du har endelig fundet tid til et par timer i haven med en god bog. Men du kan ikke finde ro. Naboen holder havefest, genboen klipper hæk, bilerne suser forbi, og der er galende haner og gøende hunde overalt omkring dig.

Al den larm behøver dog ikke nødvendigvis afholde dig fra at slappe af i liggestolen.

Nogle problemer kan du løse med loven i hånden, andre ting skal du arbejde for, og nogle gange kan du lære at leve med larmen ved hjælp af et par simple fif.

Musik

Det siger loven: Spiller din nabo så høj musik i haven, at det er til væsentlig ulempe for de omkringboende, kan det ifølge Ordensbekendtgørelsen straffes med bøde. Om musik i haven er til gene, afhænger dog af tidspunktet, og politiet vil i hvert enkelt tilfælde vurdere sagens alvor. Der er forskel på at spille musik kl. 2 om natten og kl. 14 om dagen.

Det kan du gøre: Start altid med at komme med en venlig henstilling til din nabo om at skrue ned for musikken, før du kontakter politiet. Hvis der regler om høj musik i jeres grundejerforening, kan du minde naboen om dem. Det vil altid være bedre for naboskabet, hvis du kan få ro uden indblanding udefra.

Sådan lever du med det: Hvis naboen bliver ved med at holde fest, selvom du har beklaget dig flere gange, kan du overveje at købe et sæt elektroniske høreværn med indbyggede mikrofoner. De reducerer støjen og giver dig samtidig mulighed for at føre en samtale med fx din bedre halvdel uden at skulle tage ørepropper og høreværn af og på konstant.

Musik i haven

Højlydte mennesker

Det siger loven: Der findes ingen præcise regler eller vedtægter for, hvor meget naboens børn eller grillgæster må snakke eller råbe.

Det kan du gøre: Nogle gange er der regler i grundejerforeningen for, hvor meget naboen må larme – men dem kan politiet ikke hjælpe dig med at håndhæve. Så her er den bedste metode at indlede med at tage en kop kaffe og en snak med naboen. Det kan være, at naboen slet ikke har tænkt over larmen og sagtens kan forstå dig.

Sådan lever du med det: Overvej, om det ikke snart er tid til, at du holder din egen grillaften. Eller om du måske kan charmere dig til en invitation til naboens næste BBQ, nu hvor du alligevel er på kaffevisit.

Højlydte mennesker

Trafik

Det siger loven: Ifølge Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser i boligområder må støj fra vejen og fra fly højst være 55 decibel og togstøj højst 60 decibel. Grænserne er dog kun vejledende, og myndighederne kan derfor i praksis skærpe eller lempe kravene i enkelte tilfælde, for eksempel i et boligområde, som ligger tæt på en stærkt trafikeret vej.

Det kan du gøre: Du kan vælge at klage til din kommunes teknik- og miljøforvaltning. Klagen skal være skriftlig og må ikke være anonym, og det vil gøre din sag stærkere, hvis den kommer fra en samlet beboer- eller grundejerforening.
En anden løsning er at lave en støjskærm. Hvis den skal have nogen effekt, skal den både være tilstrækkeligt lang og højere end støjkilden – kan du se bilerne over skærmen, kan du også høre dem. Ifølge Hegnsloven er der dog begrænsninger på, hvor højt et hegn eller en mur må være. Det afhænger af placeringen, men regn med en maksimal højde på to meter. Samtidig skal skærmen være helt tæt og helst tung som fx en egentlig havemur.

Sådan lever du med det: Har du hørt om hvid støj? Der findes utallige apps til din telefon, som giver dig beroligende lyde som bølgerne i havet, vindens sus og regnens sagte trommen. Skaf et par gode høretelefoner og lad de lindrende lyde erstatte trafikstøjen.

Haveredskaber

Det siger loven: Kædesave, buskryddere og rundsave kan larme som en lastbil under kraftig acceleration. Alligevel er støj med haveredskaber ikke reguleret af lovgivning.

Det kan du gøre: Undersøg reglerne i din grundejerforening. Nogle foreninger har regler om, at man fx ikke må støje inden kl. 8 om morgenen og kun til kl. 12 om søndagen. I princippet har grundejerforeninger dog ingen sanktionsmuligheder, men tag en snak med grundejerforeningens formand. Det kan være, at du ikke er den eneste i området, der oplever problemet.

Sådan lever du med det: Nogle gange skyldes den voldsomme støj, at naboen bruger forældede og slidte haveredskaber. I stedet for at ærgre dig kan du tilbyde ham at låne din splinternye og lyddæmpende græsslåmaskine.

Haveredskaber

Dyr

Det siger loven: Hvis det er gøende hunde eller galende haner, der forstyrrer din husfred, kan der være råd for det. Ifølge Hundeloven er det ejerens pligt at sørge for, at hunden ikke forstyrrer nabolaget. Og i visse kommuner er det ikke tilladt for private at have en hane. De fleste steder, hvor der ikke er forbud mod hønsehold, må du dog holde både høns og hane.

Det kan du gøre: Tjek din kommunes regler for hønsehold – kan du ikke finde dem på deres hjemmeside, skal du typisk henvende dig hos afdelingen for teknik og miljø. Er det til gengæld hundeejeren, der ikke lever op til sit ansvar, kan du henvende dig til det lokale politi, som i yderste konsekvens kan pålægge ejeren at holde hunden lukket inde eller at lade den fjerne. Men der skal meget ti.

Sådan lever du med det: Hvis naboen er nødt til at være meget væk, og hunden måske gør af kedsomhed eller seperationsangst, kan du tilbyde at gå en tur med den i ny og næ.

Øvrige støjkilder, fx varmepumper og vindspil

Det siger loven: Hvor der ikke findes en decideret lovgivning mod generel støj, har Miljøstyrelsen dog udarbejdet vejledende støjgrænser om, at fx varmepumper højst må have et decibelniveau på 35 fra klokken 22 til klokken 7.

Det kan du selv gøre: Forklar naboen dit problem og tilbyd at være en del af løsningen ved fx at spæde til en ny varmepumpe eller købe et nyt vindspil af andre materialer, hvis lyde ikke generer dig så meget.

Sådan lever du med det: Vand er noget af det bedste til at dæmpe støj. Lav et brusende vandløb eller en rislende havedam, som både giver stemning og dæmper støj. Du kan samtidig plante træer og en kraftig hæk, som ligeledes fungerer som støjdæmpere.

Vindspil

Mest læste artikler