Naboens træ skygger – hvordan får jeg det fældet?

Naboens skyggende træ er en klassisk nabostrid. Det er også en af dem, der kræver mest diplomati, for loven giver ikke mange muligheder for at fjerne generende træer.

Naboens træ skygger

“Min nabo nægter at fælde to birketræer, som skygger for hele min baghave. Derfor skal de dø! Men hvordan gør jeg det? Jeg ønsker jo bare en stille og rolig død for dem, uden at det er åbenlyst, at jeg har haft en finger med i spillet”.

Eksemplet er taget fra nettet, og der findes mange lignende rundtomkring. Skygge fra naboens træer er kilde til mange voldsomme nabokonflikter, for loven giver ikke mange muligheder for at kræve træer fjernet. Enkelte regler giver dig ret til at beskære de invaderende grene, hvis de rækker over skel, og der kan være lokale regler fastsat af grundejerforeningen.

Men hvis du med loven i hånden ligefrem vil have naboens skyggende træ fældet, er der kun få situationer, hvor det kan lade sig gøre: For eksempel hvis den såkaldt “naboretlige tålegrænse” er overskredet, og naboens træ skygger på din grund i mere end tre timer om dagen.

Men selv i det tilfælde kan du langt fra være sikker på at få medhold ved domstolene. Naboens skyggende træer hører nemlig ind under den såkaldte naboret, som ifølge advokater er en flydende størrelse med bunker af skrevne og uskrevne regler.

Du bør som tommelfingerregel altså gå ud fra, at din nabo har ret til sit træ og dermed spare dig selv for en opslidende tur gennem retssystemet. Godt gammeldags diplomati er vejen frem.

Sådan løser du problemet med naboens træ

Center for Konfliktløsning mægler i præcis den type situationer, og de forklarer, at det handler om at begynde at tale sammen, før konflikten spidser til.

“Det er lettere at løse problemer, når man i øvrigt kan tale sammen og har et godt naboskab. Hvis man først henvender sig, når vreden har hobet sig op, bliver det svært at holde en tone, der ikke trapper konflikten op”, siger Jesper Bastholm Munk, der er underviser og mægler hos Center for Konfliktløsning.

Undgå at pege fingre

En klassisk fejl er at tale om alt det, der er galt inde hos naboen – for eksempel at haven ligner et vildnis. Det kan få naboen til at gå i forsvarsposition og give igen med samme mønt, og så kører konflikten.

Ifølge Jesper Bastholm Munk bør du i stedet forklare naboen, hvordan du selv er påvirket af situationen. Invitér fx naboen ind til kaffe på terrassen, mens der er skygge. Ofte kan man tale sig frem til alternative løsninger som at betale for at få naboens træ fjernet og sammen plante et nyt og mindre skyggende træ.

Naboens træ – 3 trin til en løsning

1. Tal med naboen om problemet. Peg aldrig fingre, men forklar sagen set fra din side, og invitér naboen til at se, hvordan det ser ud fra din have. Foreslå evt. at betale for et nyt, mindre træ.

2. Kan I ikke blive enige, kan du kontakte en konfliktmægler. Center for Konfliktløsning kan henvise til en mægler.

3. Hvis generne fra træet er meget voldsomme, kan du anlægge civil retssag.

Her kan du få sagen behandlet

Er der tale om træer i skel, kan du tage fat i din kommunes hegnssyn. Drejer det sig om træer længere inde på naboens grund, som skygger for en betydelig del af din have i mindst tre timer om dagen, kan du anlægge en civil retssag med påstanden om, at det, der i juridisk forstand kaldes den naboretlige tålegrænse, er overskredet.

Det siger Hegnsloven § 19

  • Stk. 2. Grene, som vokser ind gennem hegnet eller så tæt hen over hegnet, at dette herved udsættes for beskadigelse, eller som er til ulempe for den for naboejendommens drift nødvendige færdsel med redskaber, maskiner og køretøjer, er naboen berettiget til at afkappe i skellinjen.
  • Stk. 3. Grene, der på grund af alder, råd eller lignemde skønnes at være farlige for sikkerheden på naboejendommen, kan hegnsynet efter naboens begæring pålægge ejeren at fjerne.

Hegnsloven

Læs også: Alt om at så græs og gøde græsplænen korrekt

Mest læste artikler