Tivoli forvandlet til havefestival: Se de smukke billeder

Tivoli afholder for første gang Have- og Blomsterfestival med blomsterudstillinger, træudskæringer og workshops. Som afslutning på festivalen beder gartnerne om en hjælpende hånd.

Verdens næstældste forlystelsespark afholder i år, som noget helt nyt, en have- og blomsterfestival, hvor gæsterne kan opleve eventyrlige skulpturer og udstillinger. Du kan blandt andet opleve træudskæringer udskåret med motorsav og en flere meter høj blomstrende stilethæl. Udstillingerne er kreeret af den internationalt berømte blomsterkunstner Nicolai Bergmann og kunstneren Stine Heilmann.

For Tivolis chefgartner, Tom Knudsen giver det god mening med en festival, der hylder haver og alt, hvad det indebærer. Han modtager nemlig dagligt henvendelser om planter og blomster i haven fra haveentusiaster: 

– Den interesse vil vi gerne hylde, og vi tror, at netop Tivolis have kan være den perfekte ramme for folk, der gerne vil gå på opdagelse og inspireres yderligere i den verden som Tivolis haveunivers repræsenterer, fortæller han.

Den kommende weekend er sidste mulighed for at opleve festivalen, og her har Tivoli en helt særlig tradition. De vil nemlig gerne have din hjælp til at lægge løg i Springvandsbedet foran koncertsalen, og som tak får du et løg med hjem og en billet, så du kan komme tilbage i 2022 og se “din” blomst i fuldt flor. 

Se de flotte billeder her

Svævende planeter ved indgangen til Tivoli
Foto: Tivoli. De svævende planeter byder velkommen ved indgangen til Tivoli.
Stilethæl foran forlystelse
Foto: Tivoli. De smukke blomsterstilletter er skabt af Stine Heilmann.
Blomsterstilethæle i vandbassin
Foto: Tivoli. De flere meter høje stilethæle pryder bassinet under festivalen.
Blomsteropsats med lyserøde blomster
Foto: Tivoli. I Glassalen fremfører Nicolai Bergmann et inspirerende blomstershow.
Lilla blomsterudstilling
Foto: Tivoli. Tivoli vil være fyldt med blomsterudstillinger kreeret af de to kunstnere.
Æske med orange blomster
Foto: Tivoli. Nicolai Bergmann er særligt kendt for sine blomsteræsker.
Blomsteropsats med små gule blomster og lyserøde orkideer
Foto: Tivoli. Blomsteropsats af den internationale blomsterkunstner Nicolai Bergmann.
Lyserød svævende blomsterkugle
Foto: Tivoli. Der er masser af inspiration at hente for havens gæster.
Svævende blomsterkugler under træ
Foto: Tivoli. Under det store træ hænger svævende farverige blomsterskulpturer.
Tre stilethæle i vandbassin ved forlystelse
Foto: Tivoli. Her kan du få en svingtur med udsigt over blomsterstilletterne.

Mest læste artikler